TILMELD DIG TIL VORES ONLINE DANSKHOLD - UGENTLIG OPTAG (Hjemmesiden indeholder AI-genererede billeder)

Hverdagen i Danmark At være forælder i Danmark

I Danmark har vi et rigt foreningsliv med mange fritidsaktiviteter for både børn og voksne, som ofte er drevet af frivillige. Danske børn går også meget i institution fra en tidlig alder, fx vuggestue og børnehave, inden de starter i skole.

Det skyldes bl.a., at vi i Danmark har lagt stor vægt på, at det skal være lettere for forældre at arbejde eller studere og have et aktivt liv uden for hjemmet, samtidig med at børnene får den omsorg, leg og læring, de har brug for.

I denne artikel ser vi nærmere på forældres muligheder i Danmark, når det kommer til institutioner, skole og fritidsaktiviteter.

Institutioner

Langt de fleste børn i Danmark starter i vuggestue eller dagpleje, når de er omkring 1 år gamle. Senere, når børnene er omkring 3, starter de i børnehave.

Vuggestue og børnehave handler ikke kun om, at børnene har et sted at blive passet, mens forældrene går på arbejde, men også om, at børnene fra en tidlig alder lærer at være sammen med andre børn og udvikle deres sociale og personlige kompetencer. Vuggestue og børnehave er derfor en god måde for børn at blive en del af lokalsamfundet og lære om de danske værdier.

For at gå i både vuggestue og børnehave skal barnet bo i Danmark, og forældrene skal have lovligt ophold i landet. Man skal desuden selv tilmelde sine børn til både vuggestue og børnehave. Derudover er der en brugerbetaling til begge tilbud, som varierer en smule fra kommune til kommune.

Skole

I Danmark er der 10 års undervisningspligt. Det betyder, at alle børn skal modtage mindst 10 års undervisning fra det år, fylder 6 år. Langt de fleste børn starter i folkeskolen, som er gratis, men det er også muligt at vælge andre tilbud som fx privatskole, friskole eller hjemmeundervisning. 

Folkeskolen i Danmark er for alle børn. Dog er det et krav, at barnet har folkeregisteradresse i en dansk kommune, og at forældrene har lovligt ophold i Danmark.

Du kan læse mere om hele det danske skole- og uddannelsessystem her

Fritidsaktiviteter

Foruden institutioner og skole er der i Danmark også rig mulighed for, at børn kan deltage i forskellige fritidsaktiviteter. Blandt de mest populære er fodbold, håndbold, svømning, gymnastik og spejder.

Børn lærer hurtigt gennem leg og aktiviteter, så derfor er fritidsaktiviteter uden for skolen og institutionerne en rigtig god måde for børn at lære dansk på, få nye venner og indgå i et socialt fællesskab. Som forældre vil man også møde andre forældre, som kan gøre det nemmere at falde til som familie og blive integreret i lokalsamfundet.

Institutioner, skole og fritidstilbud giver børn en tryg ramme at vokse op i og familier gode muligheder for at blive en del af lokalsamfundet. De udgør alle en vigtig del af det danske hverdagsliv og er en god måde at falde til på som ny familie i landet.

Klik på artiklerne herunder for at lære mere om Danmark, danskere og det danske sprog

Kontakt

Skriv en besked, og vi vender tilbage til dig