Alt, hvad du behøver for at komme i gang med din danskundervisning FAQ for deltagere på danskundervisning hos A2B

Alt du skal vide, når du er tilmeldt danskuddannelsen hos A2B og skal begynde undervisningen

Denne side indeholder informationer til dig, der allerede er tilmeldt danskuddannelsen hos A2B, har været til visitationssamtale og snart skal have første undervisningsgang. Du har formentlig allerede fået informationerne, da du var til visitationssamtalen, og har måske også fået sendt dem på mail. Men her har vi samlet svar på alle de spørgsmål, du kan have om opstarten på danskuddannelsen hos A2B.

Hvis du endnu ikke er tilmeldt danskuddannelsen hos A2B, kan du tilmelde dig på linket her. 

/ Teknisk hjælp & A2B Portalen


Hvordan deltager jeg i onlineundervisning?

Onlineundervisning foregår via Microsoft Teams. Du har fået tilsendt et link til din undervisning, og du finder også link til undervisningen i A2B Portalen. Du tilgår portalen her: https://mit.a2b.dk/.

Du modtager login-oplysninger (brugernavn og adgangskode) til A2B Portalen på mail samme dag, du starter undervisningen. Du kan også logge ind via MitID.

Hvis du ikke har modtaget dem, skal du kontakte A2B på contact@a2b.dk.


Jeg har glemt mine login-oplysninger til A2B Portalen - hvad gør jeg?
På https://mit.a2b.dk/ har du mulighed for at nulstille adgangskoden. Du kan også logge ind med MitID.


Jeg har ikke fået login-oplysninger til A2B Portalen?
Du modtager først login-oplysninger (brugernavn og adgangskode) til A2B Portalen den dag, du har første undervisningsgang. Du modtager oplysningerne på mail, og herefter kan du logge ind i A2B Portalen her.

Bemærk, at du ved første login skal oprette en ny adgangskode. Hvis du ikke har modtaget oplysningerne på din første undervisningsdag, skal du kontakte dit sprogcenter, som du finder kontaktoplysninger på her.


Jeg kan ikke logge ind på A2B Portalen?
Tjek, at du logger ind i https://mit.a2b.dk. Du logger ind med de oplysninger, du har modtaget på mail.


Jeg kan ikke se mine lektier på A2B Portalen?
Kontakt din underviser på mail eller ved næste undervisningsgang, hvis du ikke kan se lektier og opgaver til dit hold. Du kan også kontakte dit sprogcenter, som du finder kontaktoplysninger på her.


Jeg kan ikke se alle mine e-bøger?
Hvis der er bøger fra Praxis eller Gyldendal, du ikke kan se, skal du kontakte din underviser på mail eller ved næste undervisningsgang, så du kan få adgang.

/ Undervisning, fremmøde & fravær


Hvor og hvornår skal jeg gå til undervisning?

Sted og tidspunkt for din undervisning blev aftalt til din visitationssamtale, og du har fået oplysningerne tilsendt på mail. Undervisningen foregår enten på dit lokale sprogcenter, online, på din arbejdsplads eller på din uddannelsesinstitution.

Er du i tvivl om dit hold, tidspunkt eller placering?

Find kontaktoplysningerne til dit sprogcenter her.


Hvad er fraværsreglerne hos A2B, og risikerer jeg at miste min plads ved afbud?
Hvis du arbejder eller studerer i Danmark, ved vi godt, at der kan komme noget i vejen, så du ikke kan komme til undervisning. En stabil deltagelse er dog væsentlig for at lære dansk, og derfor forventer vi et stabilt fremmøde - både på fysiske hold og online.

Du skal melde fravær, hvis du ikke kan deltage, og ved en vis mængde fravær vil vi tage en dialog med dig om dine planer for deltagelse. Det kan evt. handle om, at vi sammen finder nogle tidspunkter, der bedre matcher dig, eller at du flytter til online undervisning.

Men vi vil altid tage en dialog med dig om, hvordan vi bedst muligt kan sikre dit fremmøde.

Hvis du deltager i danskuddannelsen som flygtning skal du fremmøde til danskuddannelse, der er regler for korrekt melding af evt. fravær, og vi har - ud fra kontrakten med kommunen - dialog med kommunen om evt. fravær.


Hvordan og hvor melder jeg sygdom eller afbud til en lektion eller visitationssamtale/et interview?

Hvis du har afbud til visitationssamtalen, står der i din indkaldelse til samtalen, hvordan du melder afbud. Er du i tvivl, kan du altid ringe til dit sprogcenter.

Ved visitationssamtalen får du alle informationer om, hvordan du melder korrekt fravær. Hvordan man rent praktisk gør det, kan nemlig variere fra sprogcenter til sprogcenter. Kontakt din sprogkonsulent, hvis du er i tvivl om, hvordan du melder korrekt fravær.


Kan jeg sætte mit danskmodul på pause?
Hvis du arbejder eller studerer i Danmark, kan du godt tage en pause i danskuddannelsen. Du skal huske at være opmærksom på, hvornår din henvisning til danskuddannelse udløber, så du kan nå at tage de kommende moduler inden for fristen.

I forhold til reglerne om depositum skal du dog gøre det modul færdig, som du er i gang med. Tag fat i din underviser eller administrationen, hvis du ønsker at tage en pause.​​​


Kan jeg kombinere online undervisning og fysisk fremmøde?
Hos A2B tilbyder vi både fysisk og online undervisning samt kombinationer af disse. Hvordan vi kan sammensætte lige præcis din danskuddannelse afhænger af, om du er flygtning eller i Danmark for at arbejde og studere, dine forudsætninger (herunder digitale), hvor du bor i landet mm.

Du skal derfor kontakte os - så ser vi sammen på, hvordan vi kan sammensætte en danskuddannelse, der passer til din kalender.


Kan jeg deltage i fast track, hvis jeg er fuldtidsstuderende på en videregående uddannelse?

Vi har på visse tidspunkter og sprogcentre fast track-kurser, hvor du - under danskuddannelsen - undervises hele dage, fem dage om ugen i flere uger i træk. Deltagelse følger samme regler som vores øvrige undervisning – du skal enten have:

Spørg om mulighederne for et fast track kursus på dit sprogcenter her.

/ Skift af sprogcenter & merit


Kan jeg skifte til A2B fra et andet sprogcenter og tage min merit med?
Hvis du arbejder eller studerer i Danmark, kan du typisk frit vælge, hvilket sprogcenter du vil gå på. Kontakt os for at høre nærmere om, hvordan du nemt kan begynde at lære dansk hos A2B.

Hvis du har bestået moduler på danskuddannelsen på et andet sprogcenter, vil du typisk kunne fortsætte videre på dit aktuelle niveau. Bemærk, at du ikke kan skifte midt i et modul - du skal færdiggøre modulet der, hvor du er i gang, inden du kan skifte til A2B.

/ Betaling, rater & depositum


Hvor og hvordan betaler jeg depositum?
Du kan betale dit depositum til danskuddannelsen hos A2B via linket her.

Husk at vælge, hvilken sprogskole, du går på, eller vælg online kursus. Vær opmærksom på, at depositum skal være betalt, inden du kan begynde på sprogskolen.


Hvordan får jeg mit depositum tilbage?
Når du består en modultest eller den afsluttende prøve inden for en given tidsramme - se reglerne her - kan du få dit depositum tilbage.

Kontakt dit sprogcenter, som du finder kontaktoplysninger på her, for at få dit depositum retur.


Kan jeg betale min danskundervisning i rater?
Hvis du har en henvisning fra din kommune til danskuddannelse, betaler kommunen alle udgifter til din danskuddannelse.

Hvis du arbejder eller studerer i Danmark, skal du betale et depositum på 2.000 kr, som du får tilbage, når du består et modul eller den afsluttende prøve.

Hvis du ikke har en henvisning fra din kommune og derfor selv skal betale for danskuddannelsen hos A2B, skal du betale for et helt modul ad gangen. Kontakt os for at høre nærmere om danskuddannelsen som selvbetaler hos A2B.


Jeg har fået at vide, at jeg kun kan få mit depositum for danskuddannelse retur, hvis jeg består modulet inden for en frist på fx 6 måneder. Hvornår begynder den frist?
Tidsfristen for at bestå et modul varierer mellem seks og ni måneder - se fristerne her. Fristen begynder, når du har din første undervisningsgang hos A2B.


Kan jeg få SU (Statens Uddannelsesstøtte), hvis jeg studerer på jeres skole?
Hvis du går på danskuddannelsen hos A2B, betragtes det ikke som en SU-berettiget uddannelse. Du kan derfor ikke få SU (Statens Uddannelsesstøtte), mens du deltager i danskuddannelsen.

Det betyder, at du skal have en anden grund til at opholde dig i Danmark. Opholdstilladelse i Danmark gives typisk på baggrund af arbejde, studier, familiesammenføring eller asyl.

Du skal også have en anden måde at forsørge dig selv på under dit ophold.

/ Prøver, resultater & prøvebeviser


Må man medbringe hjælpemidler til Prøve i Dansk?
Du må gerne medbringe tilladte hjælpemidler til skriftlig fremstilling - følgende er beskrevet i vejledningen til prøverne: 

1. Oversigt over tilladte ordbøger

Alle ordbøger, herunder elektroniske ordbøger, der ikke er internetbaserede, må anvendes. Du må dog ikke have fx en parlør eller lignende med oversættelser af hele sætninger, der kan sættes ind besvarelsen.

2. Andre hjælpemidler

2.1. Det er tilladt at medbringe selvproducerede ordbøger, hvis der ikke findes autoriserede ordbøger fra prøvedeltagerens modersmål til dansk og omvendt.

2.2. Det er tilladt at medbringe en liste over uregelmæssige verber.

2.3. Ved Prøve i Dansk 1 er det, foruden ovennævnte, tilladt at medbringe selvproducerede ordlister. Der er nogle regler for, hvordan ordlisten må være. Spørg din lærer på sprogskolen om, hvordan din ordliste skal laves for at blive godkendt.

2.4. Den prøveansvarlige skal godkende, at det selvproducerede materiale kan anvendes til prøven inden prøven afholdes

3. Ansvarsfordeling

3.1. Prøvedeltageren har selv ansvaret for at medbringe de til prøven tilladte hjælpemidler og skriveredskaber.

3.2. Udbyderen skal stille et antal eksemplarer af dansk-danske ordbøger og danske retskrivningsordbøger

til rådighed ved skriftlige prøver.

3.3. Udbyderen kan stille øvrige tilladte hjælpemidler, herunder ordbøger i fremmedsprog-dansk, danskfremmedsprog og fremmedsprog-fremmedsprog til rådighed, i det omfang udbyderen råder over dem.


Hvornår og hvordan får jeg svar på min danskprøve?

  • Skriftlig prøve: Vi kontakter dig direkte, så snart censureringsarbejdet er færdigt og bedømmelsen er klar. Du behøver ikke foretage dig noget i mellemtiden.
  • Mundtlig prøve: Du får dit resultat med det samme efter prøven, så snart lærer og censor har voteret.

Hvor finder jeg mit prøvebevis, hvis jeg mangler dokumentation for min danskuddannelse?

Hvis du mangler dokumentation for din afsluttende prøve på danskuddannelsen, kan du se, om prøvebeviset evt. ligger i din e-Boks.

Kan du ikke finde det dér, skal du kontakte det sprogcenter, hvor du gik op til prøven, eller den kommune, hvor prøven blev afholdt.

Bemærk, at vi kun kan hjælpe med at fremskaffe prøvebeviser fra de sprogcentre, som vi i dag driver eller tidligere har drevet.

Hvis du har taget prøven på et andet sprogcenter, skal du derfor henvende dig direkte til det pågældende sprogcenter eller den relevante kommune.

Kontakt

Skriv en besked, og vi vender tilbage til dig