TILMELD DIG TIL VORES ONLINE DANSKHOLD - UGENTLIG OPTAG

Uddannelse og Arbejde Hvordan får jeg et arbejde i Danmark? Alt du skal vide om CV, ansøgninger og netværk

Når man som udlænding kommer til Danmark, kan det være vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet, afhængigt af branchen og arbejdsudbuddet. Derfor får du her nogle gode råd til, hvordan du kan øge dine egne muligheder, med et relevant CV, en god ansøgning og hvordan du skaber et netværk, som kan hjælpe dig med at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked.

Hvordan laver jeg et CV?

Det er vigtigt, at du grundigt forklarer, hvad du kan, og hvad du har af færdigheder og erfaringer i dit CV. Fokuser ikke kun på din uddannelse og arbejdserfaring, men også hvis du har særlige sproglige evner, tekniske evner, kreative kompetencer, frivilligt arbejde og eventuelle kurser.

At have et opdateret CV, hvor du fremhæver alle dine kompetencer og erfaringer, er en vigtig del af din samlede ansøgning, når det kommer til at finde et arbejde i Danmark.

Det er ikke afgørende, at dit CV er grafisk flot. Det vigtigste er, at det er nemt og overskueligt for en kommende arbejdsgiver at danne sig et overblik over dig og din faglige profil. Indsæt også gerne et vellignende billede af dig selv.

Hvis du ikke ved hvordan du kommer i gang med at lave et CV, kan du opsøge hjælp hos bl.a. Jobcentrene. Du kan også finde gratis skabeloner på nettet, som du kan tage udgangspunkt i. Hvis du er medlem af en fagforening eller en a-kasse, kan du ofte også få hjælp til dit CV her.

Alt efter hvilket type job du søger, kan det også være relevant for dig at oprette en LinkedIn-profil, hvis du ikke allerede har en. Det er gratis og du kan bruge LinkedIn som en form for CV på din profil.

Hvordan laver jeg en ansøgning?

Når du er færdig med dit CV, er du klar til at skrive ansøgningen. Du kan både søge opslåede stillinger eller du kan lave uopfordrede ansøgninger til den stilling du gerne vil søge. 

De fleste jobs søges i dag online, hvor ansøgning og CV sendes digitalt. Det vil derfor bedst, hvis du har adgang til en computer med et skriveprogram. Du har igen mulighed for at få hjælp hos Jobcentrene eller hos forskellige frivillige organisationer og sprogskoler.

Det er vigtigt, at du i din ansøgning forholder dig konkret til det job, du søger, og forklarer, hvorfor netop du er den oplagte kandidat.

Hvordan skaber jeg mig et netværk?

Vi kommer ikke udenom, at et netværk kan blive utroligt vigtigt, når det handler om at finde et arbejde i Danmark. Ca. 30% af alle jobs på det danske arbejdsmarked bliver besat via netværk.

Men hvordan skaber jeg mig et netværk? En af de bedste måder at gøre det på i Danmark er ved at deltage aktivt i det danske foreningsliv. Du kan melde dig ind i foreninger som fx idrætsklubber, aftenskoler eller hobbyfællesskaber. Du kan også deltage i frivilligt arbejde, fx i en boligforening, et kulturhus, på et bibliotek eller i hjælpeorganisationer.

Det danske foreningsliv er meget åbent, og er en god måde at udvide sit netværk på.

Kontakt

Skriv en besked, og vi vender tilbage til dig