Har du undret dig over danske ordsprog og talemåder, som slet ikke giver mening? Så er du ikke den eneste. Vi har samlet en række sjove ordsprog og talemåder, som du sikkert har stødt på - og hvis ikke, går der nok ikke længe, før du introduceres for de første.
Først til mølle
Er en reference til “Den der kommer først til mølle, får først malet”. F.eks. den som stiller sig først i køen, får de bedste tilbud eller kan vælge den bedste plads.
Mange bække små
Referer til “Mange bække små gør en stor å”. F.eks. udgør en 5 kr ikke meget i sig selv. Men hvis store dele af befolkningen hver især bidrager med 5 kr til en indsamling, udgør det tilsammen et kæmpe beløb.
Når katten er ude, spiller musene på bordet
Hvis der ikke føres opsyn, kan det føre til uorden og en mere løssluppen opførsel. F.eks. når forældre lader børnene være alene hjemme, kan de finde på at spise is og slik, spille videospil og gøre det, de normalt ikke må.
Det regner skomagerdrenge
En hentydning til, at det regner med store regndråber. Udtrykket stammer helt tilbage fra 1758, og har en sørgelig historie bag sig.
Historien går på, at en streng skomager straffede sine lærlinge selv ved de mindste fejl. Da en af lærlingene ved et uheld begik en større fejl, blev han smidt ud fra 2. sal. De andre lærlinge protesterede og led desværre samme skæbne.
Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus
Du skal ikke sige eller gøre ting ved andre, som du ikke selv kan klare - ellers er du dobbeltmoralsk. I dette tilfælde bør du ikke kaste med sten, når du selv bor i et hus fyldt med glasruder.
Én fugl i hånden er bedre end ti på taget
Er en reference til, at det du ejer, har større værdi end alle de ting, du blot drømmer om og måske aldrig kommer til at opnå. Du bør derfor sætte pris på det, du allerede har opnået.
Tyv tror hver mand stjæler
Hvis du selv har nogle svage sider eller fejl, tillægger du også andre mennesker samme svagheder og fejl. Hvis du f.eks. er mistroisk overfor andre, tror du også, de er det over for alle andre.
Uden mad og drikke duer helten ikke
Talemåden er en hentydning til, at ingen, uanset styrke, kan levere et tilfredsstillende resultat, uden at de fysiske behov er opfyldt. For at et menneske skal kunne fungere, skal de basale behov for mad og drikke først opfyldes.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden
Du kan ikke gøre/opnå to modstridende ting på én gang. Med andre ord kan du ikke altid få alt, hvad du vil have.
Har du spørgsmål om at lære dansk?
Indsend formularen, og vi kontakter dig