i deltidsjob Alle timer tæller

Vejen til et fuldtidsjob kan for nogle være at begynde med at arbejde få timer. Det er den erfaring, som nogle af A2Bs kandidater gør sig, når de skal ind på arbejdsmarkedet i Danmark.

"Job er altid positivt for vores kandidater - også selvom det er få timer. Det er et skridt i den rigtige retning, og når man får foden inden for i et rengøringsfirma af denne størrelse, kan man aldrig vide, om der på sigt kan være andre opgaver at få," forklarer virksomhedskonsulent Steffen Berg Bendtsen fra A2B i Rebild Kommune.

Helt aktuelt har to kandidater med flygtningebaggrund fået job hos rengøringsvirksomheden, Elite Miljø. Teklay Kidane og Yergarlem Abay skal gøre rent i en lokal børnehave ti timer om ugen

"Selv få timers ordinært job giver flygtningene motivation og mod på mere. Det betyder meget for dem, at der ikke er tale om praktik, men et egentligt arbejde", siger Steffen Berg Bendtsen.

"10-15 timers arbejde om ugen kan lyde af lidt, men det kan gøre en stor forskel, når man ikke har et job og mangler erfaring fra det danske arbejdsmarked. Det styrker dit netværk og kan være et springbræt til mere."