mød en kandidat Der går helt sport i integrationen

Hvorfor er der både en dronning og en statsminister? Hvordan taler man med kunderne i en dansk butik? Og blander man sig bare i kollegernes snak om frokostbordet? Det er blot nogle af de ting, en flygtning lærer ved at komme i praktik gennem et aktiveringsforløb hos A2B.

”Vi synes, at det er fedt at have ham i praktik, lære ham noget om Danmark og være en del af den her proces med at få ham integreret. Det er skønt at se, hvor meget han har udviklet sig både sprogligt og socialt, mens han har været her, og der går næsten sport i at få ham godt integreret,” fortæller Martin Thomsen, der er den kollega, der arbejder tættest sammen med Sedi.

Han er som en del af et projekt i Hjørring Kommune i praktik to dage om ugen, sideløbende med at han følger danskuddannelsen hos A2B i Hjørring.

Det var uddeler Tommy Hansen, der sagde ja, da A2Bs konsulent Jan Lund spurgte ham, om han kunne tage en flygtning i praktik.

Ikke et ord dansk

”Vi har den holdning her i butikken, at det er en del af vores ansvar som samfundsborgere at hjælpe dem, der har brug for det, med at komme i arbejde. Så jeg sagde ja med det samme, men var da samtidig spændt på, hvordan det ville være, når Sedi nærmest ikke kunne et ord dansk,” fortæller Tommy Hansen.

Inden praktikken var Sedi blevet forberedt af Jan Lund fra A2B på, hvad arbejdet gik ud på, og på hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Og butikkens medarbejdere var blevet forberedt på, at de skulle tale dansk til ham, selv om han ikke havde meget sprog.

”Vi talte dansk og tegnede af og til ting for ham, og det gik faktisk hurtigt for ham at forstå tingene. Vi gør meget ud af at fortælle ham noget om hver opgave han har.  Vi fortæller ham om hver vare, hvad den hedder og hvad der er indeni, så på den måde lærer han flere og flere ord. Han har godt styr på tingene nu og kan huske mange varer udenad,” fortæller Tommy Hansen.

Sedi er faldet godt ind i arbejdet i Bjergby Brugsforening, hvor han er afholdt af både kunder og kollegerne, der også sørgede for, at han kom med til brugsens julefrokost og havde en skøn aften. 

Tommy Hansen er overbevist om, at Sedi nok skal få et job i Danmark og tjene sine egne penge, når han er færdig med praktikken og med danskuddannelsen. For han har det, der skal til:

Mødestabil og arbejdsom

”Han er mødestabil og arbejdsom. Og så har han viljen, evnen, lysten og energien til at arbejde. Han vil ikke stå stille, og tager også mange ting af sig selv. Jeg er helt sikker på, at han finder et job,” siger Tommy Hansen, der selv har planer om at hjælpe Sedi på vej:

”Coop er ved at strikke en et-årig uddannelse sammen til sådan en som Sedi, hvor uddannelsen bliver en kombination af praktik og målrettet uddannelse, hvor skolen kommer ud og fylder den viden på, han mangler. Han har flair for butiksvejen, så jeg tror på, at det kunne være noget for ham.”