A2B åbner sprogcenter i Faxe

Faxe Kommune har blandt flere tilbud valgt A2B til at stå for kommunens danskuddannelse til voksne udlændinge.

Den 1. september 2017 åbner A2B endnu et sprogcenter – denne gang i Faxe. Faxe Kommune har – efter et gennemført udbud - således valgt A2B til at være kommunens leverandør af danskuddannelse til flygtninge og indvandrere i de kommende år.

- Fra Beskæftigelsesudvalgets side lægger vi vægt på, at der er en erhvervsrettet tilgang i forhold til borgere, der modtager ydelser fra kommunen, siger Finn Hansen (th på billedet), formand for Beskæftigelsesudvalget i Faxe Kommune, om valget af A2B.

Han hæfter sig desuden ved, at A2B underviser i samfundsforhold med fokus på det lokale arbejdsmarkeds behov, samt at A2B arbejder målrettet med branchepakker i deres undervisning.

Job eller uddannelse

Og netop den erhvervsrettede tilgang er et af A2B’s kendetegn.

- Fra dag ét på A2Bs danskuddannelse arbejder vi mod målet om, at kandidaterne skal komme i job eller uddannelse og blive selvforsørgende, og det glæder vi os til at skulle arbejde med i Faxe kommune, fortæller Steen Jakobsen (tv på billedet), der er direktør i A2B.

Kontrakten mellem A2B og Faxe Kommune træder i kraft den 1. september i år og løber helt frem til den 31. august 2023, hvis alle optioner i kontrakten tages i brug.

LÆS MERE om A2B's danskuddannelse her